En kvinde i Berlin

En kvinde i Berlin af en anonym kvinde, der kalder sig Anonyma er et tankevækkende og bemærkelsesværdig historisk værk fra en skelsættende periode i Tysklands historie. En periode, hvor ”optimister lærer sig engelsk og pessimister russisk.”

Anonymas dagbogsoptegnelser dækker en relativt kort periode på ca. to måneder fra den 20. april til den 22. juni 1945. Tiden op til Hitlers og Tysklands kapitulation og det tredje riges fald, og tiden lige efter, hvor den røde hær buldrede frem, overtog Berlin og fejrede sejren med rigelige mængder fest, alkohol og tyske kvinder.

Anonyma er på daværende tidspunkt en ung kvinde i starten af 30’erne, hun er journalistuddannet og har i sin tidligere ungdom rejst meget – bl.a. i Rusland, hvorfor hun kan en smule russisk. En evne, der får hende til at skille sig ud fra den typiske unge berliner, men som også kommer hende til nytte, da den røde hær skyller ind over Berlin med plyndringer, vold og voldtægter som følge.

Anonymas historie er fortællingen om, hvordan det var at være kvinde i Berlin, da den røde hær kom væltende ind over grænserne, det er fortællingen om overlevelse. Anonyma opdager, at hvis man bliver ”kæreste” med en højtstående russer bliver man ”tabu” for de lavere rangerende, og kan dermed ”være i fred” så længe man kan tilfredsstille sin ”kæreste”. Denne strategi slår dagbogsskriveren hurtigt ind på, og med sin russiskkundskaber har hun her en fordel i forhold til mange øvrige tyske kvinder. Til gengæld for sin krop modtager hun gaver i form af mad og sprut – og altså en hvis form for (om end yderst skrøbelig) beskyttelse mod de lystne menige russere, som ellers ikke skåner nogen. De regner de tyske kvinder, unge, ældre og gamle som en del af krigsbyttet på lige linje med armbåndsure og andre værdier.

At forfatteren til denne dagbog kan en smule russisk er blot med til at give et mere nuanceret billede af den røde hær, som ellers kan virke som ensidige barbarer, da hun lykkes med at komme ind under huden på et par af hendes ”kærester” og dermed får vi også små glimt af deres historie.

Alt i alt er det en velskrevet dagbog, som rummer mange interessante og bemærkelsesværdige observationer fra en tid, hvor sult, elendighed, vold og voldtægter dominerer Berlin. Anonyma giver samtidig stemme til et ”glemt” segment af 2. verdenskrigs ofre – de tyske, og hun gør det med en veludviklet sans for observationer, humor og selvironi og en evne til at formidle sine oplevelser.

”Mærkværdig tid. Man oplever historie på første hånd, ting, der senere vil blive sunget og berettet om. Men tæt på opløser de sig i byrder og bekymringer. Historie er meget ubehagelig.”

På et tidspunkt finder hun en bog i en tom taglejlighed, hvor hun læser om et engelsk adelsmiljø og falder over følgende passage: ”… kastede et flygtigt blik på sit urørte måltid, rejste sig og gik…” Jeg var allerede nået ti sætninger længere frem, da jeg som ved magnetisk tiltrækningskraft vendte tilbage til ovennævnte sætning. Jeg læste den nok et dusin gange og tog mig selv i at kradse i bogstaverne med neglene, som om jeg kunne kradse det urørte måltid (…) ud af murstensromanen. Det er jo det rene vanvid.”

Da bogen første gang udkom i 1954 på det amerikanske marked og ikke mindst da den i 1959 udkom på tysk udløste den et ramaskrig af den anden verden. Anonyma blev beskyldt for at krænke de tyske kvinders ære ved så åbenlyst at skrive og fortælle om massevoldtægterne, og hvordan de tyske kvinder forsøgte at overleve i dem. Forfatteren forbød flere oplag før efter hendes død, og således er bogen først blevet genoptrykt i Tyskland i 2003. i 1959 var tyskerne simpelthen ikke klar til at høre og se hendes historie i øjnene. Man forsøgte stadig at glemme og fortrænge …

Der er også ad flere omgange sået tvivl om bogens status som historisk værk og ægthed, da forfatteren har værnet om sin anonymitet på trods af mange gisninger, men som mange er kommet frem til (og som jeg i øvrigt er enig i), så er det svært at forestille sig, at man kan opfinde de beskrivelser og observationer, som denne bog rummer, hvis man ikke selv har været til stede i Berlin i de skelsættende måneder og har oplevet den røde hærs hærgen og massevoldtægterne, som blev en del af den tyske fælles bevidsthed, hvor det anslås at op mod 2. mio. tyske kvinder i alle aldre blev voldtaget.