fredag den 5. februar 2016

Kvinden i toget

Thrilleren Kvinden i toget er Paula Hawkins debutroman – og ikke bare hvilken som helst debutroman, men den hurtigst sælgende debutroman nogensinde, den er strøget til tops på bestseller-listen i flere lande og DreamWorks har sat sig på filmrettighederne. Hypen vil ingen ende tage for denne bogdarling.

Rachel er en ung kvinde, der gik fra at have det hele med drømmemanden, drømmejobbet og ikke mindst drømmehuset, som skulle danne rammen om hendes fremtidige liv og familie til ikke at have nogen ting. Efter det forliste forhold med ham der skulle have været drømmemanden forfaldt hun til alkoholen, hun mistede jobbet og bor nu hos Cathy. Rachel tager dog trofast morgentoget til London hver dag og eftermiddagstoget hjem til forstaden for at opretholde illusionen om at hun stadig går på arbejde.
Tiden i toget bruger Rachel på at kigge ud af vinduet, og hver dag stopper toget det samme sted. Hun kigger ind på det hus, som til forveksling ligner det hus hun boede i med eksmanden Tom, men i stedet for sin egen ulykkelige skæbne opfinder hun det lykkelige par, Jason og Jess på baggrund af de små glimt hun får af de mennesker der bor i huset. En dag ser Rachel dog noget som punkterer hendes illusion om det lykkelige unge par. Øjeblikket river tæppet væk under Rachel, og det bliver kun værre, da hun kort tid efter hører, at Jess, som egentligt hedder Megan i virkeligheden, er forsvundet.
Rachel føler, at hun må dele sine oplevelser med politiet, da hun har en fornemmelse af, at det hun har set betyder noget. Alkoholtågerne lægger dog en tung dyne over Rachels hjerne, hun er konstant i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er foregået i hendes egen fantasi. Politiet tager hende dog heller ikke synderligt alvorligt, og hun får hurtigt mærket ”utroværdigt vidne” og snart er Rachel dybt involveret i efterforskningen på egen hånd for at finde ud af, hvad der skete med Megan, men i lige så høj grad jagter hun en afklaring på sin egen gøren og laden fra den aften Megan forsvandt, da den er forsvundet i et alkohol-blackout.

Som nævnt længere oppe er dette den måske mest hypede roman i nyere i tid – i hvert fald debutroman, og så skulle man jo tro, at jeg var faldet bagover af ren og skær begejstring. Det er desværre ikke helt tilfældet. Det er en virkelig god bog, den er velskrevet, velfortalt og veludført debutroman, men jeg forstår nok ikke helt hypen omkring den.
Jeg synes den var lidt længe om at komme i gang, og at den egentligt først tog fart i den sidste halvdel – meget typisk thrillergenren. Hovedpersonen Rachel irriterede mig også lidt i starten, mest fordi hun lod sig forfalde i selvmedlidenhed og alkohol, men hun var gennemført og egentligt også troværdig, ligesom de øvrige karakterer.

Bogen er bygget op i noget der minder om et dagbogsformat, hvor synsvinklen skifter mellem hvert kapitel. Det virker rigtig godt til thrillergenren og derfor også til denne fortælling. Så jeg har ikke som sådan nogle klagepunkter i forhold til bogen. Den levede bare ikke op til hypen for mig, hvilket nok i højere grad skyldes at hypen har taget overhånd, mere end at bogen skuffede. Den fungerer fint som underholdning, og som debutroman er den virkelig god og vellykket. Den er dog også forholdsvist hurtigt glemt igen. Jeg læste den december og måtte faktisk lige skimme lidt i den igen for at kunne skrive denne anmeldelse.

Tak til Gyldendal, som har sendt bogen som anmeldereksemplar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)