søndag den 14. februar 2016

Hej Far, Kære Emil - Tanker fra en halv jordomsejling

Hej Far, Kære Emil af Mikkel Beha Erichsen og sønnen Emil Midé Erichsen er en samtalebog, hvor far og søn på den anden side af jorden på en lille stille ø sætter sig ned og får talt en halv jordomsejling igennem.

Mikkel Behas to sønner, Emil og Theis lånte i 2013 familiens sejlskib, Havanna og tog sammen med en flok venner ud på en længere sejltur – en jordomsejling. Mange danskere har fulgt de to drenges tur i programmerne Kurs mod fjerne kyster, og som sådan er der ikke så meget nyt i bogen, hvis man set programmerne. De bliver dog behandlet dybere og foldet mere ud, især får man et mere dybdegående indblik i livet ombord, og de tanker, følelser og overvejelser der følger med, når man forlader alt det trygge og velkendte for at drage ud på eventyr. Når man som Emil er skipper følger der en masse ansvar med – i sidste ende er det hans ansvar at få alle sikkert i land igen – et tungt ansvar i en alder af 23, som Emil var, da de tog afsted. Lillebror Theis, som er 1. styrmand og familiens alt-mulig-mand der nyder at skrue på ting, var 20 år, da de tog afsted for 2,5 år siden.

Mikkel og Emil kommer langt omkring i deres snakke. Dels får de snakket om, hvordan det var, da beslutningen om at tage afsted blev en realitet. Forberedelserne og alle overvejelserne omkring at tage afsted i stedet for at blive hjemme ved venner og familie og starte på en uddannelse. De får snakket om det kæmpe ansvar som Emil har taget ved at tage sin lillebror og en flok venner med på en jordomsejling, og om hvordan man kan være stresset, selvom man sejler rundt i paradis med det tegnefilms-blå hav og palmeøerne. Hvordan man kan finde ro i at være langt væk, have et kæmpe ansvar, samtidig med at hjemveen indimellem stikker næsen frem og tankerne om fremtiden melder sig. Hvordan alle finder deres plads ombord på Havanna og tilpasser sig livet til søs, men også om at finde sig selv og finde sin plads i livet. Hvordan man vokser med opgaven og ansvaret, hvordan man bliver mere bevidst om sig selv og de andre.

Bogen består af mails mellem Emil og Mikkel og Marian, dagbogsoptegnelelser, en masse virkelig skønne, fantastisk og fascinerende billeder – og så en uges samtaler på en lille palmeø på den anden side af jorden.

Det er en skøn og hyggelig bog om at rejse, leve, ansvar, og om at forlade det trygge velkendte for at tage på eventyr, men også om at være menneske og familie. Der er mange rammende udtalelser og overvejelser, som indimellem sætter tanker og overvejelser i gang, mens man læser, men også en hel del (familie-)anekdoter og røverhistorier.
Man kan læse bogen fra ende til anden, men det er også en bog som man kan have liggende og bladre lidt i indimellem, mens man nyder de skønne billeder og måske læser lidt i hist og her.

Det er en af den slags bøger, som jeg aldrig tror jeg bliver færdig med at læse og bladre i, og jeg kan kun håbe, at der også kommer en 2’er om den anden halvdel af drengenes jordomsejling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)