fredag den 11. september 2015

Det revolutionære råd

Det revolutionære råd af Martin Winckler-Carlsen skriver sig ind i spændingsgenren med et historisk, konspiratorisk omdrejningspunkt.

I bogen følger vi den 25 årige Maja, som netop et blevet uddannet journalist, mens hun forsøger at videreføre sin oldefars livsopgave, som hun har arvet sammen med en stor sum penge.
Udover pengene indeholder arven en række informationer om skoleskibet Københavns forsvinden i 1928 - et hidtil uløst mysterium i Danmarks historien.
Majas oldefar var  udover at være ombord på København også eneste overlevende, han helligede derfor sit liv til at kaste lys over den skæbne skoleskibet led, som er blevet holdt skjult for offentligheden. Han bliver ikke færdig med sit projekt, hvorfor Maja arver den.
Maja er, som enhver journalist med respekt for sig selv, nysgerrigt anlagt, og samtidig ønsker hun at ære sin oldefar, så hun kaster sig selvfølgelig ud i efterforskningen. Hun bliver kastet ud på dybt vand så at sige, da der er kræfter både i Danmark og udlandet, som ikke ønsker, at mysteriet om skoleskibet København bliver løst.

Da Martin Winckler-Carlsen tidligere på sommeren kontaktede mig og spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde denne bog, blev jeg straks fanget af romanens oplæg. Det danske omdrejningspunkt for fortællingen, med skoleskibet Københavns forsvinden i 1928, er forfriskende og spændende.
Langt hen ad vejen holder romanen, plottet er godt og den er velskrevet. De eneste ankepunkter, jeg egentligt har, er, at den enkelte gange bliver en anelse urealistisk, da det går lidt for nemt for vores venner i romanen. Ligesom en ekstra gang korrektur kunne have udryddet de sidste tastetumlere. Ingen af de to ting skal dog tage noget fra en rigtig god historie, som jeg i den grad levede mig ind i og nød.
Som regel drives historien frem af enten persongalleriets udvikling eller fortællingen, og i dette tilfælde er der ingen tvivl om, at det er fortællingen, mysteriet der driver historien frem og persongalleriet kommer mere i 2. række, hvilket de lidt bærer præg af ved ikke at være så dybe og nuancerede - MEN det er en god historie, så det gør ikke noget at personer spiller en mere sekundær rolle.

En klar anbefaling her fra til at læse Det revolutionære råd - en forfriskende dansk roman indenfor sin genre, der ganske klart vinder på sit troværdige bud på historiens gang. Det er svært at lade være med at tænke, hvad nu hvis ...

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget EgoLibris.


2 kommentarer:

  1. Jeg er meget enig i din anmeldelse. Jeg var positivt overrasket over bogen og kunne især godt lide, at den tog udgangspunkt i det dansk mysterium, som ikke - i hvert fald hvad jeg ved af - er blevet som grundlag for en masse skønlitterære bøger i forvejen.


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var virkelig positivt, at den tog udgangspunkt i et dansk mysterium. Jeg er heller ikke stødt på andre bøger, der har taget dette fokus. Lad os evt. lade det være en opfordring ;-)

      Slet

Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)