tirsdag den 1. april 2014

En søndag ved svømmebassinet i Kigali

En søndag ved svømmebassinet i Kigali er den canadiske forfatters Gil Courtemanches debutroman. Det er en lige dele fiktiv og semi-selvbiografisk fortælling.

Romanen foregår på bakkerne, der udgør Kigali - Rwandas hovedstad i tiden op til folkemordet i 1994. Vi følger Bernard Valcourt, som er en udstationeret canadisk journalist, som er ansat for at starte en tv-station. Reelt bruger han dog størstedelen af sin tid på at hænge ud ved svømmebassinet, som er blevet samlingssted for udlændinge der er udstationeret, politikere, diplomater og andre indflydelsesrige personer. Valcourt får tiden til at gå med at observere og skrive om personerne og deres handlinger omkring svømmebassinet. Det er også her, hvor han møder den smukke unge hutu-kvinde, Gentille, som desværre har en tutsis udseende. Mens kærligheden blomstrer mellem Valcourt og Gentille, så eksploderer drabene, voldtægterne og lemlæstelserne i byen og landet omkring dem. Hutuerne begynder udrensningen af tutsi-mindretallet.

Det er på mange måder en barsk bog, men også smuk, selvom kærlighedshistorien mellem Valcourt og Gentille bliver en aanelse overdrevet og langtrukken. Den står i skarp kontrast til den sideløbende historie om det forestående folkemord i landet, som i forvejen er plaget af AIDS og hungersnød. Rædslerne bliver beskrevet med en detaljerigdom, der ikke overlader meget til fantasien. Sproget er fint og flydende, der overordnet set giver romanen et godt flow. De relativt mange referencer til P. Eluard, hvis bog kommer til at spille en gennemgående rolle i fortællingen, fungerer også fint. Bogen skildrer fint den vestlige verdens luksus og overflod i modsætning til den helt anden afrikanske verden, der er præget af borgerkrig, hungersnød og AIDS i vild spredning.

Alt i alt er det en ganske god bog. Jeg er ikke helt oppe og ringe over den, for jeg synes indimellem, at den blev lidt langtrukken - specielt i passagerne om Gentille og Valcourts kærlighedshistorie, som også indimellem virkede en anelse overdrevet. Men det er en vigtig bog, og et vigtigt budskab den tager op. Courtemanche formår at gøre døde i statistikker til rigtige mennesker med en historie. Et afbrudt liv, håb og drømme, der aldrig fik chancen for at blive ført ud i livet.
Derudover må jeg med skam erkende, at jeg ikke har den store viden om folkemordet i Rwanda, og det er egentligt lidt skræmmende. En holocaust som foregik i den moderne verden for 20 år siden, og så er den allerede "glemt". Ca. 800.000 tutsier blev på grusomste vis fjernet fra denne verden, mens den vestlige verden så til fra sidelinjen og hyggede sig ved det fine hotels svømmebassin midt i et Helvede på jord.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)