søndag den 27. oktober 2013

Lola og Spejlene

Lola og Spejlene af Janne Hejgaard er det tredje og sidste bind i serien Lola midt i verden. Serien henvender sig til børn fra ca. 12 år.

I dette tredje bind i serien hører vi om en del nye karakterer, som får større eller mindre indflydelse på Lolas liv. Der sker mange ting for Lola, og hun ryger igennem flere skelsættende oplevelser, som sætter forskellige udviklinger i gang. Personlig udvikling for Lola (og flere af de andre fra 7.b), mystiske spejle, der ikke viser det faktiske spejlbillede, men en sejere? og mere moderigtig udgave, en vampyr-lignende fyr, der bider pigerne i halsen og tager på dem. Der nogle af de elementer, der præger dette tredje og sidste bind i trilogien om Lola.

Dette tredje og sidste bind er ingen undtagelse i forhold til forfatterens ønske om at få os som læsere til at reflektere over forskellige emner. Denne gang virker emnerne tungere og mere alvorlige, men også mere essentielle. Bogen er vedkommende og tager nogle vigtige emner op. Hejgaard formår her at rette sit spot mod nogle væsentlige samfundstendenser, og de problemstillinger som de fleste unge, der er på vej ind i puberteten kender, eller vil komme til at stifte bekendtskab med indenfor relativt kort tid. Som tilfældet har været i de første to bind, er der heller ikke i dette bind nogen tvivl om Janne Hejgaards budskaber.

Alt i alt er dette en læseoplevelse, som kan være med til at sætte fokus på nogle af de ting, der er svære at snakke om. Den er værd at tage et kig på og anbefalesværdig til de yngste teenagere, som med garanti vil kunne kende de fleste af de emner, der tages op af Hejgaard. En ting der dog irriterede mig i læsningen var de passager, der var skrevet i et sms-sprog, som jeg sikkert er for gammel til at forstå ;-) Det blev lidt anstrengende at læse.

Samlet om serien "Lola midt i verden":
Overordnet har det været en god læseoplevelse. Sproget har været let og flydende. Det er tydeligt, at de er skrevet af en forfatter, der har noget på hjerte, og som selv har en række erfaringer og oplevelser bag sig, som hun kan drage nytte af. Jeg var ikke så imponeret af det første bind og nåede faktisk at tænke, at det blev hårdt at komme igennem de sidste to bind, men jeg blev positivt overrasket. Oplevelsen af bind to og tre var væsentligt bedre. Karaktererne blev mere nuancerede, levende og troværdige, og ønsket om at få læseren til at reflektere blev pakket bedre ind i historien, så man slet ikke kunne lade være med at tænke over de hændelser, som karaktererne blev udsat for, men også over de episoder, man kender fra sit eget liv.

I alle bøgerne har der været en ordbog bagerst, hvor der er forklaret svære ord og begreber. Ideen er egentligt god, men jeg er så dårlig til at få slået op midt i læsningen, fordi de river mig ud af mit læseflow. Dog har jeg som regel skimmet listen igennem efterfølgende.

Alt i alt har læseoplevelsen været god taget i betragtning, at jeg er noget ældre end målgruppen. Jeg tænker umiddelbart, at serien ville være velegnet til undervisningsformål, da den netop giver anledning til at reflektere og diskutere over nogle væsentlige og essentielle problemstillinger, udfordringer og tanker, som man som barn/ung kan gå og tumle med, når man er på vej ind i puberteten og teenage-årene.

Alle tre bind i serien er modtaget som anmeldereksemplarer af Janne Hejgaard og forlaget Klim.

Mine skriblerier om de første to bind kan findes på de nedenstående links.
# 1 - Lola og retfærdighedens bog
# 2 - Lola og Kalejdoskopet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg ville blive så glad for en lille kommentar fra dig ;-)